 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
Næste nat spiller Odin skak med Mimer mens han funderer, delvist udfordret af ravnene til at demonstrere sin overlegne intelligens. Hvem kunne have betalt for mordet på Suttungs forældre? Deres egne sønner er udelukket. Hvad kom der ud af det? spørger Mimer. En uhyre kostbar mjød blev givet i bod til Suttung. En bod der blev krævet, ikke tilbudt. Måske er bagmanden en der nemmere kan få mjøden fra en
dum jætte end fra to morderiske dværge? Måske er Suttungs liv endda i fare, lige nu? -Samtidig har Odins ulve opsnuset en ubuden gæst, der uskadeliggør dem. Odin lister hen for at undersøge den mistænkelige støj, og overfaldes pludseligt af en rasende og truende Suttung, hvis velklædte ydre kun er et tyndt dække over en grov og ukontrolleret hidsig bølle-type. Han beordrer Odin til at holde snuden for sig selv...for ellers! Han skuler til ravnene og Mimer og forsvinder.
Den chokerede Mimer er sikker på at Suttung er ham der huggede hovedet af ham i sin tid... bortset fra at alderen ikke passer. Odin insisterer på at lege detektiv, og han og Mimer gennemgår (flashback) begivenhederne omkring Krigen, fredslutningen mellem aser og vaner på Njords gård i Vanaheim, hvor alle guder spyttede i et fælles kar, aftalen om at udveksle den rigeste og den klogeste mand fra hvert land som gidsler. Mimer og Høner fra Asgård byttede hjem og gårde med vanerne Kvaser og Njord. Njord medbragte sine teenage-tvillinger, Frej og Freja, der var stolte over at deres far blev optaget i gudernes kreds. Siden blev Mimers afhuggede hovede sendt tilbage med besked om at det var snyd at sende en jætte som gidsel for aserne. Odin skulle til at give Kvaser samme behandling, da Njords unge datter Freja, havde reddet situationen ved (med instruktive helleristnings-trylleformularer) at lære Odin hvordan han med vanernes sejdkunst og sit eget guddommelige spyt kunne galdre Mimers hovede levende.
Mimer kunne dengang som idag huske sine mordere: Jætten Gilling og hans 'gorillaer'. Hævn og bod var aldrig blevet til noget, for kort efter var både Høner og Kvaser forsvundet. Aser og vaner beskyldte gensidigt hinanden for gengælds-mord, men uden lig og gerningsmænd blev hele sagen en saga blot... selvom Mimer nu mener, at det mere skyldtes, at Odin brugte al sin tid på at lære...hrm-hm...'sejdkunst' af Freja.
Suttung er for ung til at være den samme som Gilling -han må så være Gillings søn. Det var altså Gilling dværgene slog ihjel, hvilket Mimer finder meget passende. Er der mon en sammenhæng mellem Suttungs truende opførsel, mordet på Gilling og Mimers fortid? Det tror Mimer ikke, og han er ved at få nok af Odins deduktioner.
Så lyder der atter mistænkelige lyde. Ulvene skal ikke nyde noget, men Odin slår resolut indtrængeren ned. Det er dog ikke Suttung denne gang, men en tømmermændsplaget Loke der kommer hjem. Loke havde spillet terninger med dværgene siden i går for at vinde den kostbare mjøds hemmelighed: Den var brygget på gudespyt! Adr, hvor ulækkert! Loke er dybt skuffet og går i seng. Men en klokke har ringet hos Odin.
Hvad skete der med spyttet fra Krigens fredslutning? Karret stod i Njords gamle gård. Fik Høner fat i det da han kom til Vanaheim og overtog gården? Eller tog Njord det med sig? Hvordan havde dværgene fået fingre i det? Selv om Odin ikke kan se en klar sammenhæng, falder det ham ind at Njord er den eneste overlevende af de fire oprindelige gidsler. Skulle flinke Njord stå bag det hele? Usandsynligt, men...
Odin rider til det stormomsuste Noatun og konfronterer Njord, hvis dårlige samvittighed hurtigt får ham til at bryde sammen: Da vanerne skulle vælge deres gidsler, havde de ingen mand der var klog nok. Derfor havde vanernes dygtigste sejdmager i sin tid hældt gudespyttet i hovedet i hovedet på en lerdukke, og derved galdret den til liv og guddommelig visdom (flashback; som en del af magien tegner sejdmageren 'helleristninger' på gulvet af forløbet, men vi ser ikke hvem sejdmageren er). Denne dukke var Kvaser, der således var et snydegidsel. Snyderiet havde altid plaget Njord -specielt efter at Mimer var blevet halshugget som snydegidsel- og det var derfor forblevet en hemmelighed. Odin tilgiver ham -han synes ikke 'snyderiet' er noget at snakke om. Njord kan fortælle at hvis man skulle have haft fat i gudespyttet igen, ville det have været nødvendigt at hugge hovedet af Kvaser. Mon det var dét, der i sin tid lå bag Kvasers mystiske forsvinden? spekulerer Njord. Det er Odin overbevist om, og han ved også hvem der gjorde det, men ikke på hvis bud. Hvem kunne have interesse i det gudespyt? Hvem vidste overhovedet hvor det var? Vanernes dygtigste sejdmager? Ved dette spørgsmål klapper Njord forskrækket og fuldstændigt i, og Odin kan ikke få mere ud af ham..