Odin beslutter sig for at aftvinge Fjalar & Galar navnet på deres fortidige arbejdsgiver. Han skal bruge en ørneham til formålet, og låner en af Freja, der stadig - lige som den gang - gør ham blød om hjertet. Da han går igen, opdager han at Njord lurer på ham.

Odin flyver afsted, og afbryder denne nat de

abstinensplagede dværge på job i Udgård. Han griber dem i ørnekløerne og giver dem en flyvetur, meget højt op mellem skyerne. Både luftens og vandets element gør dværgene skrækslagne. Modvilligt afslører Fjalar & Galar deres 'forretningshemmelighed'... bortset fra at de faktisk ikke kender navnet på den der bestilte Gillings mord. Gilling -en ikke særlig klog jætte, der på en prik ligner en ældre udgave af Suttung- kom selv til dem 'på sin herres vegne' (flashback) og afleverede en pose guld samt en forseglet runestav med navnet på offeret... som var ham selv. Før mordet spurgte de nysgerrigt til hans herre, der jo måtte holde meget af ham (Fjalar & Galar ser faktisk en likvidering udført af dem som en stor belønning). Gilling udtrykte stor hengivenhed -hans herre havde engang befriet ham for en væmmelig torn i foden, og lige siden havde Gilling og hele hans familie tjent herren trofast. Efter at Gilling var ekspederet, 'slukkede' dværgene også hans kone fordi hun hylede op som en stukken gris. Odin er dog ikke interesseret i Gilling, men i Kvaser: Dén opgave fik de af en ung og forførende smuk pige, som de heller ikke ved hvad hedder. Hun sagde, at hun var sendt af sin gudefar. Hun ville have Kvasers hoved, som ganske rigtigt havde vist sig at være en lerkrukke fyldt med gudespyt. De havde brugt spyttet til at gære deres mjød med, og resultatet havde været ekseptionelt. Da pigen kom efter hovedet havde de bildt hende ind, at indholdet havde sprængt det og var spredt for alle vinde. De havde holdt mjøden hemmelig i mange, mange år før rygterne om den var sivet ud. Dværgene finder deres makabre minder ustyrligt morsomme, og lægger ikke mærke til at Odin efterlader dem på en klippeø, hvorfra de aldrig vil kunne slippe væk.

Hjemme igen spekulerer Odin som en gal. Det står nu klart at dengang Kvaser forsvandt, mistede han også hovedet og sit kunstige liv. Hvem stod bag? Odin er så frustreret over ikke at kunne løse mysteriet, at han er lige ved at bide al skam i sig og bede Mimer om nøglen til hans brønd, så han kan få fat i sit altseende øje. Han bliver dog afbrudt af at Suttungs datter, Gunlød, ankommer til Odins hal med en ny oplysning: Hun har fundet ud af at det var hendes farbror, Bauge, der stod bag mordforsøget på Odin og bag mordet på sine egne forældre, altsammen intriger og afledninger fordi han pønser på at overtage magten i Familien. Odin har hendes og hendes jættefars velsignelse til at tage hævn -det vil endda være en tjeneste de ikke skal glemme- men Gunlød advarer: Bauge har overtaget Gillings 'gorillaer', Mimers drabsmænd. Odin har imidlertid tilsyneladende ikke hørt rigtigt efter, men siddet og grublet så det knagede. Gunlød bliver mopset og går.

Så lyser Odin op og erklærer triumferende at han nu har regnet ud hvem der står bag mysteriet! Mimer og ravnene er helt uimponerede, men Odin fortsætter ufortrødent: Skurken må bringes til at afsløre sig selv! Ved at stjæle den kostbare mjød fra Suttung og bringe den til Valhalla, skal Odin nok få lokket slynglen ud af busken!

Odin pakker Frejas ørnehalm i en taske, forklæder sig og tager navnet Bølverk
(=ødelæggeren). Han rejser til Bauges gård i Vanaheim hvor han først uskadeliggør 'gorillaerne' ved at narre dem til at hugge hovederne af hinanden. Så tilbyder han sig som håndlanger hos Bauge, der viser sig at være lige så dum som Loke beskrev ham. Bauge kender til den mjød Familien fik i bod for Gillings død. Han ved ikke noget om dens forhistorie, men er tydeligt påvirket af at have smagt på mjøden. Han ved imidlertid hvor den er gemt: I en grotte i Hnitabjerg
(=kneppebjerg), der ligger mellem hans og broderen Suttungs gård. Odin forskrækker ham ved at fortælle at mjøden rådner i sådan en indelukket hule, indtil Bauge kommer i tanke om at han jo selv har boret en udluftningsskakt i sin tid.

Imidlertid dukker en stærkt beruset Suttung op og genkender Odin. Det lykkes Odin at flygte, aflede sine forfølgere, og finde skakten til mjødens gemmested. Snart efter snor Odin sig ind som en slange. Grotten viser sig at være en komfortabelt indrettet bolig. Odin betragter en flot udskåret seng, da Gunlød træder frem. Hun er snalret og kælen. Som en tydelig afledning af hans eventuelle spørgsmål forfører hun ham. Men bagefter falder hun i dyb druksøvn og Odin leder videre i grotten. I et aflukke står tre skåle med mjød. Odin drikker al mjøden af karret Bodn (=velkomst), kedlen Odrører (=beruselse), og karret Son (=tømmermænd), og gennemgår mjødens tilsvarende effekter. Syg og opspilet af druk overraskes han af en stemme bag sig. Odin vender sig og ser hvem det er, uden at vi ser det. 'Jeg tænkte nok det var dig', stønner han.

Kort efter flygter Odin i ørnehammen. På grund af druk og overfyldt blære er han ude af stand til at holde sig. Suttung og Bauge opdager den flygtende og prøver at forfølge ham, men sættes ud af spillet ved at blive overklattede.

Da Odin når frem til Valhalla, spytter (brækker) han resten af mjøden op, hvilket Mimer og ravnene synes er ret ulækkert. En vred Freja er til stede og vil vide hvad han har gjort ved hendes far. Odin har ikke gjort noget. Men Njord er helt ude af den, hævder Freja. Det var fordi Njord ufrivilligt fik kastet mistanken for Kvasers mord på vanernes dygtigste sejdmager, nemlig Freja selv, svarer Odin. Men Odin vidste jo præcis hvor Freja var døgnet rundt (hø-hø!) i den periode mordet fandt sted. Den eneste anden der kunne kende Kvasers hemmelighed var derfor...

...asernes længstforsvundne gidsel, Høner. Odin fortæller (flashback) at Høner varen kyllingehjerne og havde et enormt mindreværd over for hans med-gidsel, den kloge Mimer. Da Høner overtog Njords gård, fandt han de helleristninger, der beskrev hvordan Kvaser var blevet gjort levende og guddommeligt vis. Han blev klar over at han selv kunne blive klog ved at drikke gudespyttet i Kvasers hoved. Høner gjorde sig til herre over Gillings familie (ved at lægge en torn på jættens vej og siden befri hans fod for den), og havde dermed håndlangere til det beskidte arbejde. Men alle han omgav sig med, var dummere end ham selv, og han turde ikke sende nogen af dem til Asgård. Istedet sendte han Mimers afhuggede hovede til Odin i håb om at det ville få aserne til at sende Kvasers hoved retur. Da Mimer istedet blev genoplivet, blev Høner nervøs. Han gik under jorden, officielt dræbt, og Gilling og hans familie blev hans stråmænd. Gennem sin guddatter Gunlød, der foragtede sin dumme jættefar og forgudede sin forholdsvis smartere gudefar, hyrede Høner Fjalar & Galar til at skaffe ham Kvasers hovede, men dværgene snød ham. Først mange år senere hørte Høner om dværgenes kostbare mjød og regnede da ud hvor gudespyttet var blevet af. Han sendte Bauge ud for at købe det, og da dværgene nægtede at sælge, sendte han Gilling i døden for at den intetanende Suttung, efter Høners 'forslag', kunne kræve mjøden som bod. Suttungs forsøg på at myrde Odin og dermed nedkalde asernes vrede over dværgene, var den fejltagelse der havde sat Odin på sporet af Høners hemmeligheder.

Alt dette ved Odin fra Høner selv, som overraskede ham da han stjal mjøden. Høner havde desværre set sig nødsaget til at slå Odin ihjel. Men Odin havde haft trumf i baghånden: Da aserne skulle sende deres rigeste mand som gidsel efter Krigen, viste det sig at være Odin selv, og han ville ikke afsted. Istedet skabte han med Lokes hjælp en høne om til et snydegidsel, som passende blev kaldt...Høner. Med disse ord hiver Odin en forskrækket, baskende høne frem af kjortlen. Han havde tryllet Høner tilbage til sin oprindelige form.

"Den kostbare, søde mjød gik ikke tabt, men havde fået en ny, bitter smag. Fra dette stammer den guddommelige øl, der inspirerer alle gode skjalde, forfattere og tegneserietegnere. Men klatterne blev til det øl, som alle dårlige skjalde drikker."

SLUT

Previous page